Symbolismen i islandsk digtning  

tilbage

Omkring 1890 skete en gradvis forandring af digtningen i Island. Den havde været idéologidomineret, men nu spreder sig mere og mere en symbolistisk lyrik, som i de øvrige nordiske lande omkring århundrede-skiftet. Den har fået forskellige betegnelser i forskellige lande; men som oftest er den blevet kaldt nyromantisk eller symbolistisk. Den har fælles rødder i symbolismen i Frankrig og Tyskland. For den islandske litteraturs vedkommende er det ret sandsynligt at danske digtere (især Sophus Claussen, Viggo Stuckenberg og Helge Rode, som offentliggjorde den slags digte allerede midt i 1880-erne) tit har været inspirationskilde. De første islandske digte af den nye retning er fra begyndelsen af 1890-årene, men den tager først fart efter 1900, og bliver helt dominerende efter 1920, en dominans den beholder langt ind i det 20. århundredes anden halvdel.
Jeg undersøgte konstitueringen af symbolismen i islandsk litteratur, dvs. perioden 1891-1933.Undersøgelsen begynder med en gennemgang af forskellige definitioner på denne slags digtning. Derefter følger en diskussion om hvilke islandske digtere kommer i betragtning og hvilke der må udelades, selv om de har fået dette stempel på sig hos nogle tidligere litteraturhistorikere. Resultatet bliver, at undersøgelsen gælder de første digtsamlinger af følgende islandske digtere;
Einar Benediktsson (1864-1940),
Sigurjón Friðjónsson (1867-1950),
Sigurður Sigurðsson frá Arnarholti (1879-1939),
Jóhann Sigurjónsson (1880-1919),
Hulda (1881-1946),
Jóhann Gunnar Sigurðsson (1882-1906),
Jónas Guðlaugsson (1887-1916),
Jakob Smári (1889-1972),
Davíð Stefánsson (1895-1964),
Stefán frá Hvítadal (1887-1933)
Tómas Guðmundsson (1901-1983).
De tre sidstnævnte blev de populæreste, det er derfor en udbredt forestilling at de indledte denne nye strømning i Island, så sent som under første verdenskrig. Hulda var den eneste prominente kvinde på dette parnass, og der er da også fremkommet teorier om særlige kvindelige kendetegn på hendes digtning. En gennemgang af de vigtigste erklæringer og andre manifesto-agtige udtalelser om denne digtning på Island fra midt i 1890erne, viser en afstandtagen fra naturalismens „jordbundethed“ og romantikkens „luftighed, fjernhed fra den daglige virkelighed“. Istedet ville man gribe et øjeblik sanseligt. Nogle lægger vægt på at udtrykke almindelige menneskers idéverden. Folkesagn og folketro blev da også et påfaldende træk i digtene. En gennemgang af receptionen af disse digtsamlinger, i anmeldelser og artikler, viste at de sjælden blev opfattet som noget nyt (foruden lovord til enkelte for at digte på et naturligt hverdagssprog). Tværtimod blev der hyppigt klaget over mangel på originalitet i disse digtsamlinger; især i deres dyrkelse af naturen og af digtenes folkevisepræg. Der viser sig heller ikke nogen skarpe skel fra den romantiske digtnining, hverken i metrum, digtsprog, holdninger eller stoflige elementer.
Anden del undersøger i første række slige tematiske elementer, udfra den udbredte karakterisering af ”fin de siècle“, symbolistisk kunst, som degenereret, præget af pessimisme; hvor passive æsteter dyrker deres forfinede følelser i efterårskumringen, løvet falder. Endvidere undersøgtes i hvor høj grad disse digte præges af ensomhed, lidelse, længsel bort fra de hjemlige omgivelser - eller om de modsatte følelser viste sig. Ligeledes i hvor høj grad der var tale om religiøse følelser, nationalisme, storslået natur eller idyl, og endelig i hvor høj grad disse digte bærer præg I præg af folkedigte, ramser og lignende, som utvivlsomt kom på mode i denne periode
Resultatet af denne undersøgelse var interessant, der viste sig en gradvis udvikling fra romantikken, fra nationalismen, fra gud (men så tilbage til ham under første verdenskrig). Til gengæld er der sammenhæng helt fra begyndelsen af det 19. århundrede til de fleste symbolistiske digtere i at fremhæve forår (tit som billede på politisk udvikingmod större national selvstændighed), aften (eftertankens og drømmenes tid) og idyl. Men hos de yngste digtere bliver efterår, enerfigur, kærlighedssorg og ulykke gradvis mere fremtrædende, ligesom prosavers og frivers. Det er nærliggende at se denne sidste udvikling som en stadig større tilpasning til den internationale strømning.
I årene 1995-7 fik jeg de førnævnte digteres digtsamlinger ”skannet“/indtastet sammen med de vigtigste digtsamlinger fra det 19. århundrede til sammenligning. Dette gav lejlighed til at styrke den sidstnævnte undersøgelse ved at se på udbredelsen af ord forbundet med religion, årstider o.s.v. Jeg lavede også en liste over de vigtigste ord fra det arkaiske digtsprog (omkr. 200 ord i alt), og undersøgte deres udbredelse i de pågældende digtsamlinger. Det viste sig, at selv hvor koncentrationen er allehøjest (hos Matthías) er der kun tale om ”krydderi“, omkr. 2% af den samlede ordmasse. Og disse ord bliver faktisk mindre og mindre benyttet, allermindst hos Davíð Stefánsson og Tómas. Videre undersøges bl. a. farvebrug, hvilke farver de enkelte digtere foretrækker, og om hvilke fænomener farverne anvendes, såvelsom de enkelte digtsamlingers farverigdom.Der ser vi først og fremmest en stærk tradition, farveord er fra !/3 % til 1% i disse digtsamlinger, farverne bruges mest for at beskrive den islandske natur i dens traditionelle farvebillede. De mest fremtrædende er i denne rækkefølge: blå, hvid, grøn, sort, grå, rød, rosa. Endvidere bruges farverne nogen gange symbolsk, sort for pessimisme, hvid for kvindeligt ynde, o.lign. Undtagelsen er Jakob Smári, hvor farveord udgør over 2% af ordforrådet, og han har usædvanlig mange blandingsfarver for at gribe nuancer i øjebliksbilledet.
Næste kapitel gælder metaforer i digtsamlingerne, hvad sammenlignes med hvad, med hjælp af farve, bevægelse eller anden aktivitet, o.s.v. Jeg har konstateret en ubrudt tradition fra begyndelsen af det 19. århundrede med at lave enkelte billedlige ord, det præger stærkt de symbolistiske digtere. En femtedel af deres undersøgte metaforer (800) har deres grundlag i at sagsled ligner billedled i udseende, resten bygger på analogi. Deres metaforer bruges mest om abstrakta og idéer, følelser o.lign. (en tredjedel). En femtedel er metaforer om himmel, sol, stjerner, mørke o.s.v. En tiendedel gælder mennesker og legemsdele, halvt så mange hav, flod o.lign. Men i billedled gælder noget helt andet, en tredjedel er alsslags ting, lavet af mennesker (hus, skib, våben, smykker o.s.v.), derefter kommer sol, stjerner o.lign, mennesker og legemsdele, derefter hav, flod o.lign, så dyr, især fugle, sjældnest planter og jord. Som billedled bruges de samme fænomener som arkaiske ord bruges om. Dem har man vel opfattet som særlig poetiske. En tredjedel af personificeringerne er himmel, lys, nat o.s.v., en sjettedel hav, flod o.lign, mens en ottende del er personificeringer af abstrakta, følelser og deslige, jord, is, klipper og deslige er lige almindelige, ligesom træ og planter. Det som generelt kendetegner personificeringerne er stille ynde, ømhed, kærlighed.
Her viser der sig en todeling af digterne; stort sagt går de først fremkomne mest op i sanselige og originale metaforer, mens de som debuterede sidst efterstræber gennemført en folkelighed, også ved hjælp af fortærskede metaforer, deres metaforer gælder også i meget højere grad abstrakta og følelser, mens naturfænomener dominerede hos de første.
Afhandlinges femte afsnit rummer en analyse ef 5-7 digte fra hver digter. Deres kunstfærdighed kommer saledes i fokus, snarere end i et gennemsnit, af en meget.ulige stor produktion. Et så lille udvalg som 5-7 digte kan selvfølgelig diskuteres, men jeg håber at analysen viser de valgte digtes kvaliteter. Den går især efter samspillet mellem forskellige faktorer, rytme, klang, billedsprog o.s.v.
Til slut trækkes konklusioner af hele undersøgelsen og de sammenlignes med tidligere forskeres resultater. Hovedkonklusionen blev at symbolismen viser sig - ikke specielt i brug af symboler, traditionelle eller nydannede, det havde længe kendetegnet lyrikken, tit mere end hos vores første symbolister. Til gengæld bliver symboler mere og mere almindelige hos de yngste symbolister. Strømningens hovedpræg er en samordning af digtets forskellige elementer (klang, rytme, billedsprog o.s.v.) til at indfange en flygtig stemning, en stærk oplevelse, en følelse for livet.

tilbage