Socialrealismen i islandsk litteratur
(disputats fra 1984).
Ifølge ”den historiske materialisme” danner menneskelivets forskellige domæner en helhed under gensidig påvirkning, som dog til sidst afgøres af det økonomiske livs organisering. Der er store modsætninger mellem tilhængere af denne teori. På den ene side er der marxismen, som fremhæver at de enkelte domæner har en relativ autonomi, og at man må undersøge deres samspil i hvert enkelt tilfælde for at forstå det. Marxister ser arbejdsklassen som fremtidens skabere, og derfor må den selv opnå en klar forståelse af sin tilværelses indviklede, dialektiske forbindelser. Først når den har lavet revolution, og skabt socialismens nye verden, kan der i denne opstå en ny kultur. Dette sagde marxismens skabere og førende revolutionære, bl.a. Marx, Engels, Lenin, Trotsky, Castro og Guevara. Deraf følger, at almuen må tilegne sig kulturarven, selv om denne er præget af holdninger som er i modsætning til arbejderklassens interesser. Kulturarven giver netop da en enestående lejlighed til at blive klar over de holdninger som tit er ubevidste, men gennemsyrer alt i samfundet, også arbejderklassens bevidsthed. ”De til hver en tid herskende idéer er den herskende klasses idéer”. Derudover vil den livsnydelse som god kunst giver, klart vise folk de begrænsninger, som klassesamfundet til daglig sætter dem. Denne holdning kaldes ”revolutionær kunsttilegnelse”, og sker givetvis kollektivt ved diskussioner.
På den anden side er der forskellige udgaver af ”mekanisk materialisme”. Dens eksponenter mener at det økonomiske liv direkte bestemmer det sociale liv, mens kulturen, der i blandt litteraturen, så direkte bestemmes af samfundsstrukturen, dvs. af hver en klasses tankemåde. Derfor forkastede de den dominerende samtidskultur som borgerlig, arbejderfjendsk i sin natur. I stedet burde man nu lave en ny kultur, grundlagt på arbejderklassens holdninger og interesser.
Denne sidstnævnte holdning fremtræder især rundt 1900 i Den Anden Internationale, og er en del af socialisternes såkaldte ”revisionisme”, dvs. at forlade en revolutionær politik, men i stedet for satse på en stadig udvikling under det tilstedeværende samfunds rammer. Da går man udfra at idet proletariatet vokser og styrkes ved tiltagende organisering i fagforeninger og politisk parti, vil den kunne skabe en ny kultur indenfor det borgerlige system, ligesom en borgerlig kultur opstod under aristokratiets dominans af samfundet. Desto snarere kunne proletariatet nu skabe en ny kultur efter sin socialistiske revolution og skabelsen af en socialistisk stat, sagde Sovjetunionens styre efter 1928, nu var man jo ved at skabe socialisme i én stat, og faktisk ville der dermed opstå en ny mennesketype.
Når man definerer hvordan denne nye proletariske kunst skulle blive, lægger man mest vægt på at den skal være lettilgængelig for almuen, vise kapitalismens væsen, og hvordan den kan forvandles, den burde endda vise socialismens kommende rige. Dette gælder både socialdemokrater, så som Julius Bomholt (Arbejderkultur, 1932) og socialrealismen, som den blev proklameret i Sovjetunionen i 1930erne, forskellen ligger i politik, valget mellem langsom udvikling eller revolution, men slet ikke i opfattelser om hvordan litteratur og kunst skal tjene politikken. Følgen bliver kunstnerisk konservatisme, litteratur og kunst skulle være traditionel i form, for at være lettilgængelig for almuen. Og eftersom kunstnere og digtere skulle vise proletariatet vejen, så måtte der jo også en kunstpolitisk leder til, for at vise kunstnerne vejen.
Den islandske arbejderklasse voksede hurtigt i begyndelsen af 1900-tallet, og fremvæksten af fagforeninger peger, sammen med valgresultater, på at en betragtelig del af den gik ind for arbejderkamp, og for socialisme, allerede ved udgangen af første verdenskrig, og stadig mere i mellemkrigsperioden. De samme synes at gælde de fleste fremtrædende unge digtere og intellektuelle. Til gengæld synes splittelsen mellem socialdemokrater og kommunister ikke at have fænget ret mange i den tid.
Den venstreorienterede litteraturbevægelses ophav ser dens ledere, Einar Olgeirsson og Kristinn E. Andrésson i 1924, når Þórbergur Þórðarson udgav sit Brev til Laura. Det er dog for megen beskedenhed fra deres side. Det værk er godt nok en kritik af kapitalismen og propaganda for socialismen. Men det element er af artiklers beskaffenhed, og i sin helhed er dette værk så forskelligt fra det som bevægelsen bebudede, og fra de værker som den afstedkom, at det ikke kan tælles dertil.
Der er slet ikke tale om en spontan bevægelse i litteraturskabelse, men om et organiseret initiativ af redaktører og lignende kulturpersonligheder, og begynder med manifest-artikler, litteraturkritik og en organisering af forfattere, så vel som stiftelse af tidsskrifter og bogforlag. De førnævnte to personer leder bevægelsen hele tiden, hvor Kristinn afløser Einar (som blev partiets leder) i begyndelsen af trediverne, men dens politik forandres i tidens løb, i takt med den internationale kommunistiske bevægelses forandringer. De islandske kommunister begynder at lave kommunistisk propaganda fra 1924, organiserer sig indenfor socialdemokratiet i 1926, og begynder samme år at bebude socialrealismen, samtidigt med at de overtager et lille politisk tidsskrift, Réttur, og et større kulturtidsskrift, Iðunn. Disse to tidsskrifter blev bevægelsens vigtigste fora det næste årti, i den tid var jo tidsskrifter islandske forfatteres vigtigste bindeled til læserne. Disse tidsskrifter synes dog ikke at have opnået nogen større udbredelse.
Denne bevægelse begynder langsomt, i tyvernes løb adskiller den sig kun lidt fra kulturfornyerne, som den gang førte en stor kamp mod de kulturkonservative, som frygtede for den islandske kulturs beståen i de moderne tiders forandringer. De radikale socialister er åbne overfor lyrikkens dominerende symbolisme, og især går de ind for den herskende realistiske tradition i prosa; de bebuder at værkerne bør handle om samtiden, forfatteren skal ikke blande sine anskuelser direkte i værket, der skal realistisk lavede personer kæmpe med problemer som læserne opfatter som reelle, udfra deres egen erfaring. Fortællingens gang bør gå naturligt udfra disse præmisser, man kritiserer f.eks. den populære forfatter Einar Kvarans ” happy end”. Sproget skal være naturligt, dvs. almindeligt samtidssprog. Dette var der almindelig enighed om i Island dengang, men indenfor denne holdning bebuder så Einar Olgeirsson i 1926 at realistisk litteratur også bør vise arbejdernes klassekamp, som forbillede for læserne. I den tid lægger man dog langt større vægt på socialkritik også i Réttur, som næppe adskiller sig nævneværdigt fra andre kulturtidsskrifter hvad forfattervalg angår.
I 1930 kom der endelig til et brud mellem socialdemokrater og kommunister, og de sidste stifter Islands kommunistparti i slutningen af året. Og det fører til forandret kulturpolitik. Så sent som 1931 bebudede Einar Olgeirsson marxismens førnævnte politik, at arbejderklassen skulle tilegne sig kritisk det bedste af borgerlig kultur. Men derefter hersker i bevægelsen den modsatte politik, at denne kultur skulle forkastes som arbejderfjendsk. Det er især i Réttur (redigeret af Einar), hvis udbredelse hovedsagelig var begrænset til kommunistpartiet, mens Iðunn synes at have de intellektuelle som en mere diffus målgruppe, som skulle tiltales med lempe. Der fremkommer socialrealismen mest i artikler – blandt andre opfattelser – mens den i Réttur også hersker i litteraturudvalget, agitatoriske islandsk digt i traditionel form, og oversatte noveller fra Den Internationale Association af Revolutionære forfattere. Denne fik en islandsk sektion i oktober 1933, 12-15 medlemmer. Det første halvandet år arbejdede den mest med skoling, medlemmerne læste deres værker op på møder, og modtog kritik fra hinanden, både politisk og litterær. Der er ikke tegn på at denne forening har udklækket forfattere i nævneværdig grad, og medlemmernes litteraturopfattelse bærer mere og mere præg af mekanisk materialisme. Nogle socialdemokrater delte denne holdning, også et medlem af det islandske folketing.
I 1935 vender foreningen sig mod offentligheden med årsskrifter Rauðir pennar (Røde penne), og nu forsøger man at forene politisk og litterær kvalitet i litteraturværker og især er der programmatiske artikler. Fortsættelsen blev en overraskelse, især for bevægelsens medlemmer. Lige efter udgivelsen fik de et brev fra bestyrelsen af Den Internationale Association af Revolutionære forfattere, hvor denne nedlægger hele den internationale association, uden nogen som helst kongresbeslutning. Den islandske forening skulle også nedlægges, og i stedet for danne en lokal sektion af Den Internationale Forfatterforening til Forsvar mod fascismen, som blev stiftet i Paris i sommeren 1935 (den synes at være forduftet efter Hitler-Stalin pagten i 1939). Den islandske forening fortsatte dog indtil 1943, idet den mente godt at kunne varetage den nye kurs. Og den satte sit præg på årsskriftet næste år, også på Réttur, og bogforlaget Heimskringla, som bevægelsen stiftede i 1934, for at udgive de radikale forfatteres bøger, og anden fremskridtsvenlig litteratur, bl.a. om seksualoplysning. Nu skal forsvaret af den borgerlige kultur føre til en blomstring i lighed med den som socialrealismen skulle (selvom den borgerlige kultur året før blev bedømt totalt fordærvet). Og herefter udsender bevægelsens forfattere upolitiske værker iblandt sine samfundskritiske og socialrealistiske.
Dette omsving var nemt for forfatterne, for nu går de tilbage til den herskende nationalisme og sympati med almuen, i stedet for at forsøge at skildre klassekampen litterært, som var noget nyt og besværligt for de fleste. Og på dette nye grundlag stifter bevægelsen i samarbejde med kendte borgerlige kulturpersoner en bogklub, Mál og menning, som via kommunistpartiets netværk fik en masseudbredelse i årene 1937-42. Bogprisen kunne jo sænkes meget, når man havde store oplags salg sikret på forhånd. Man fik 5000 medlemmer, og da bøger læstes af familier, og låntes ud mellem bekendte, kan de muligvis have nået til en fjerdedel af det lille islandske samfund. Denne kommunisternes sejrsgang førte da også hurtigt til reaktion fra konkurrenterne. Socialdemokraterne stiftede deres egen bogklub i 1938, den kunne pga. nogen statsstøtte og fagbevægelsens kontingenter underbyde MM med en femtedel lavere pris på lignende antal titler årligt. Det skadede ikke MM, folk købte gerne begges bøger, men da lavede folketingets flertal i 1940 en statslig bogklub til langt lavere priser. MM fortsatte, men måtte indskrænke den årlige bogudgivelse ned til en halvdel af hvad man fik for kontingentet i slutningen af trediverne.
Denne hårde konkurrence prægede udvalget af bøger, det blev klart kulturkonservativt, især hos den statslige bogklub, og hos MM, nationalistisk og traditionelt, man gik efter det kendte, udbredte. Der udkom dog også væsentlige værker indenfor folkeoplysning, ikke mindst hos MFA, og en del klassisk litteratur, især hos statens bogklub. MM var mere betydelig i udgivelsen af oversat samtidig kvalitetslitteratur.
For årtier var landets litterære liv spaltet i to grupper – ikke på litterære eller kulturelle præmisser, men på udenrigspolitiske.
Bevægelsen bebudede stadigvæk socialrealisme, og MM udgav f. eks. oversættelser af sovjetiske romaner af den slags i 50erne. I stedet for gruppen, den kollektive helt man før hyldede, blev der stadig mere tale om en forbilledlig individuel helt. Men budskabet om socialrealisme blev stadig mindre fremtrædende, samtidig med at det socialistparti der opstod ved sammenlægningen af kommunistpartiet og venstre-socialdemokrater i 1938, blev stadig mere nationalistisk, bl.a. i sin modstand mod USA's militærbaser på Island. Og denne populistiske nationalisme førte til at bevægelsen modsatte sig kulturforandringer, ikke bare modernismen, men også frivers og prosavers, som dog var accepterede i trediverne –indtil Folkefrontspolitikken førte kommunisterne til samarbejde med førende borgerlige kulturpersonligheder, som før nævnt. Dermed havde kulturfornyelse få forsvarere på Island, og blev meget hårdere angrebet efter den anden verdenskrig end efter den første.
Hvad angår bevægelsens indflydelse på litteraturen, så sætter en socialistisk stillingtagen præg på et halvt hundrede litterære værker, mest i perioden 1930-43, især de første fem-seks år, henmod en femtedel af de års udgivne litteraturværker. De færreste kan karakteriseres som den bebudede socialrealisme, det er snarere samfundskritik fra et socialistisk standpunkt. Det er mest tale om begynderværker af forfattere der derefter vendte sig mod andet, og de færreste af disse værker blev opskattet af bevægelsens kritikere (endsige af andre), hvis de ikke fejler politisk (i ikke at vise revolutionær kamp), så kunstnerisk.
En lille del af denne produktion er fine værker, lavet af bevægelsens – og landets – førende digtere. Men det er samfundskritik, ikke socialrealisme. Her er der selvfølgelig især tale om Halldór Laxness store romaner, Halldór Stefánsson og Sigurður Helgason skriver også prosaværker som i gennem formen rokker ved vedtagne idéer, ligesom lyrikerne Jóhannes úr Kötlum og Steinn Steinarr. Udenlandske indflydelser kan ses bl. a. fra amerikanske populister og tysk ekspressionisme hos Halldór Laxness, fra ekspressionisme hos Halldór Stefánsson. Givetvis er denne litterære radikalisme blevet stimuleret af den politiske kamp på Island, men det er sværere at se en påvirkning fra selve bevægelsen, den kritiserer da også disse værker for ikke at vise arbejderkamp. Samtidig erklærer dens ledere dog at ”den nye kurs” har ført til en blomstring af islandsk litteratur midt i trediverne. Det holder ikke stik. De fleste socialistiske forfattere vender sig mod andet efter 1942-3, mest mod nostalgiske beskrivelser af tidligere tiders folkeliv og mod nationalromantik, selv de tre største (de to Halldórer og Jóhannes úr Kötlum), som dog fortsætter deres socialistiske stillingtagen ind i 50erne. Dette strømskifte følger Socialistpartiets tilpasning til den herskende borgerlige kultur.
Noget af det betydeligste bevægelsen frembragte var litterær kritik, som bedre end andre påviste hvordan et litterært værks forskellige elementer virkede sammen. Således indførte Halldór Laxness en marxistisk litteraturfortolkning (af Hallgrímur Péturssons Passionssalmer fra 1650erne), og Kristinn E. Andrésson gav også fine bidrag, især om lyrikken i 1800-tallet og indtil 1920. Men til samtidens litteratur stilledes andre krav, i klassekampens periode burde litteraturen vise denne forbilledligt.
Når ”De røde penners periode” fremstilles som en storhedstid, blander man forskellige ting sammen. Udmærkede bedrifter i litteraturfortolkning, folkeoplysning og udbredelse af god litteratur bruges da som retfærdiggørelse af et forfladigende krav om litteraturens engagement, som dybest set var idealistisk, i filosofisk forstand, altså både antimarxistisk og litteraturfjendsk.