Om en fornaldarsaga, Hrólfs saga Gautrekssonar
(speciale fra 1970).
Denne gruppe sagaer, fornaldarsagaer, kendetegnes ved at de finder sted i Norden, før Island blev bebygget. Som de fleste islandske sager er de en slags biografier. Et andet kendetegn, som de har til fælles med riddersagaer er, at de først og fremmest er til underholdning, selv om fornaldarsagaer nogle gange indeholder rester af heltesagnstragik. Her er der således godt om overdrivelser og overnaturlige væsener, giganter, dværge, hamskiftninge. Jón Helgason har beskrevet fornaldarsagaer; sagaernes struktur er som regel løsagtig. Sagaen fortæller om forskellige bedrifter, som helten udfører på sine rejser, men de er uden sammenhæng, man kan tilføje og trække fra, uden at det skader sagaens helhed. nye personer kommer og går. Sagaen afsluttes gerne med et dobbelt eller tredobbelt bryllup, for både helten og hans venner må placeres i ægteskab. Dette anføres fordi at denne almene beskrivelse af fornaldarsagaer, lige så godt passer på Hrólfs saga Gautrekssonar i særdeleshed. Sagaen afsluttes med et firdobbelt bryllup, og dens tre vigtigste afsnit er frierier, hvori indskydes fortællinger af Hrólfs mindre bedrifter. Og meget af sagaens stof er yderst almindeligt i fornaldarsagaer. Afsnittene om vikingetogter er helt traditionelle, lige som fortællingerne om Hrólfs kampe mod bersærker, og andre kampskildringer, hans overmenneskelige kræfter, fornuft og færdigheder i øvrigt. Selv noget af det mest traditionelle kan spores til bestemte kilder.
I underholdningssagaer er der væsentlig færre personer end i Islændingesagaer, kongesagaer og samtidssagaer. Stednavne er ligeledes væsentlig færre, og det er ret uklart hvor begivenhedernes skueplads skulle ligge. HrólfG følger de fleste fornaldarsagaer i at her er den Nordens sydlige del, Rusland og de britiske øer (det sidste er sjældnere). Sjældne navne bærer kun heltens mest umenneskelige fjender, hvor far og søn bærer varianter af fælles navnstamme. Nogle få af de sjældneste navne peger til en bestemt kilde, men modsat W. Ranisch og Hollander mener jeg at navnene som helhed ikke peger i en bestemt retning, fordi f.eks. navne på våben og deslige er af den almindeligste slags, ligesom sagaens personnavne, den slags er jo meget stereotypt i fornaldarsagaer.
Man plejer at dele fornaldarsagaer i to grupper. Nogle indeholder mere eller mindre af digte, som i nogle tilfælde eer væsentlig ældre end sagaen. Disse sagaer anses for at være de ældste, og at hente deres stof fra sagn. De yngre sagaer indeholder ikke digte, og de menes at basere sig på andre sagaer. Dette er hovedlinier, givetvis er ikke alle sagaer blevet undersøgt. Det er en almindelig opfattelse at de ældste fornaldarsagaer er skrevet i 1200-tallets sidste halvdel, den mening er fremsat af bl. a. Einar Ól. Sveinsson. Jón Helgason mener til gengæld at de mange af dem, måske de fleste er skrevet i 1300-tallet.
Jeg kommer til den slutning at HrólfG er forfattet en gang i 1200-tallets sidste kvartal. Den første tidsgrænse, omkr. 1270, er den formodede alder af to kilder til denne saga; Vatnsdælasaga og Örvar-Odds saga. Den sidste tidsgrænse, omkr. 1300, bygger på de ældste håndskrifters formodede alder, men støttes også af den anslåede alder af sagaer som klart har lånt stof fra HrólfG.
Sagaen findes i to varianter, her omhandles kun den kortere, som menes at være ældre. Der er ingen digte i sagaen, og den bygger ikke på sagn (eller højst ét lille element). Jeg følger Helga Reuschel i at forkaste en teori, der fik stor tilslutning i 1800-tallets sidste årtier, nemlig at sagaens sidste og længste afsnit skulle bygge på gamle østgotiske heltesagn, som også skulle fremkomme i det midthøjtyske digt Virginal. Enkelte vers i Hyndluljóð er blevet anset for at være vidnesbyrd om sagn om sagaens vigtigste personer, men det mener jeg er uden grund. Ligeledes argumenteres der imod B. Kermans teori om at afsnittet om heltens frieri bygger på svenske skjaldmøesagn. Sagaen henter sit stof fra andre sagaer, fortrinsvis andre fornaldarsagaer. Det den låner fra Islændingesagaer, er især deres eventyrligste stof, det som finder sted udenfor Island, men det er jo netop stof de har til fælles med fornaldarsagaer. Den vigtigste kilde synes at være sagaen om Ragnar lodbrog, som sætter sig spor i afsnittet om heltens frieri og i de to sidste afsnit. Faktisk er påvirkningen så stærk, at det skader sagaen (blinde motiver). Örvar-Odds saga har især sat spor i de to afsnit om vikingetogter, men de er jo yderst traditionelle. Fra Vatnsdæla saga kommer skildringen af de meget forskellige brødre og Polyfem-motivet (igen blinde motiver som skæmmer sagaen). Dette afsnits stof synes i øvrigt at være hentet fra en skriftlig fremstilling af Polyfem-motivet i et Mariajærtegn. En stor del af fortællingen om heltens frieri minder meget om Harðar saga, teksterne virker klart forbundet, mens det er mindre klart hvilken af de to er den andens kilde. Noget minder om Völsunga saga, (især begyndelsen, om Gautreks frieri), men det stof er så almindeligt, at en forbindelse ikke kan påstås. Det samme må siges om Þiðriks saga af Bern, hvis den skulle være kilden til fortællingen af n k.38-42, år Þórir Jernskjold redder helten, så har vores forfatter totalt omskabt den. Enkelte påvirkninger spores også fra de følgende sagaer: Haralds saga Sigurdssonar (i Morkinskinna), Haralds saga hárfagra (i Heimskringla), Droplaugarsonasaga, Bæringssaga, Hrólfs saga kraka (da en ældre version end den bevarede).
Forfatterens arbejdsmetoder er meget skiftende. F.eks. er alle sagaens højdepunkter taget nærmest uforandrede fra bøger. I den første del af sidste afsnit følger forfatteren sine kilder nøje, men i et af sagaens bedste afsnit, fortællingen om Irerprinsessens mellemværende med vores helt (k.38-42), fører forfatteren sig så frit frem, at det er vanskeligt at se om Þiðrikssaga er kilden. Afsnittet om Ketils frieri rummer en god fortælling, som kunde være frit forfattet, hele det afsnit synes at være uafhængigt fra sagaens kendte kilder. Det samme kan siges om de fire små afsnit om heltens ophold hos Ella, Englands konge, men de er langtrukne på en ret mislykket måde. Selv om Polyfemsafsnittet er ret slavisk kopieret, er det dog godt fortalt, det er en af sagaens mest spændende og mindeværdige fortælling.
Sagaen er forholdsvis realistisk. Der er kun et overnaturligt væsen, en jætte, og selv om både den og Irernes konge udfører magi, har man næppe fundet det usandsynligt i sagaens affattelsestid. Der er relativt få overdrivelser når man sammenligner med andre underholdningssagaer, især de yngre. Og de største overdrivelser forsøges sandsynliggjort, for eksempel da det siges at Þórir járnskjöldur har holdt sit løfte om aldrig at spise, fra han rejste fra Sverige indtil han fandt Hrólf. "Man kan jo længe overleve på ting som ikke helt kan kaldes mad, sådan som mange slags urter og rødder”.
Sagaen er som sagt blevet forbillede for andre sagaer. Især Þorsteins saga Víkingssonar henter meget materiale fra dens første del. Fra den saga (og ikke fra HrólfG) henter så andre sagaer stof, Hávarðar saga Ísfirðings, Hálfdanar saga Eysteinssonar, Egils saga einhenda og Ásmundar berserkjabana, og Sigurðar saga þögla, som dog også låner direkte fra HrólfG. Det er især to gode afsnit af sagaen som har dannet forbillede for andre, det 7. afsnit, Polyfemsfortællingen, er forbillede for fortællinger i Þorsteins þáttur Uxafóts, Hjálmþés saga og Ölvis og Ectors saga. . 8. Afsnit, Ásmunds frieri er igen er forbillede for fortællinger I Sigurðar saga þögla, , Flóres saga, og Sigurðar saga fóts. Gautreks saga har sin titel fra Hrólfs fader, men der er nærmest ingen forbindelse mellem disse sagaer, undtagen senere afskriveres indskud. Det er usandsynligt ar Hrólfs sagas forfatter har kendt Gautrekssaga, for han laver et usympatisk billede af Gautrekur, viser ham nærmest som et fjols.
Sagaen synes at have været ret populær. Foruden ovennævnte indflydelse på andre sagaer har vi som vidnesbyrd derom 58 h›ndskriftsfragmenter af sagaen, og mindst seks gange er den blevet versificeret som rímur, hvilket er usædvanlig meget, den har desuden sat sig spor i andre islandske middelalderlige digte.. Ligeledes er der digtet tre udenlandske ballader af den, en norsk og to færøiske.