Den islandske nationalromantiske digtning i 1800-tallet.

tilbage

I løbet af 1800-tallet skete der en stor omvæltning i den islandske litteratur, da den romantiske strømning holdt sit indtog. Denne undersøgelse begynder med en diskussion af de forskellige definitioner, der er fremkommet om romantikken. Forståeligt nok har det været svært at finde en fællesnævner for værker af hundredevis af digtere, spredt over Europa og Amerika m.m. i løbet af et helt århundrede. Der synes dog at være stærke argumenter for at de vigtigste digtere har væsentlige elementer til fælles. Og det er for det første diversiteten, idet de forlod Oplysningens og neoklassicismens fremhævelse af det almene, traditionelle, letforståelige. Romantikkerne har i stedet en fælles dyrkelse af fantasi, symboler, myter, og levende natur. Således vil man bygge en bro mellem det subjektive og det objektive, det bevidste og det ubevidste. Godt nok er der plads for realistiske skildringer i selv de mest romantiske værker, men romantikken har førnævnte interesser udover realismen i traditionel forstand.
Væsentlige fælles kendeteng findes også hos de islandske digtere, som både i 1800-tallet og stadigvæk anses for at være periodens største. Dengang boede de i længere tid i København, hvor de tilegnede sig den herskende mode i digtning. Det er digterne

Bjarni Thorarensen (1786-1841),
Jónas Hallgrímsson (1807-1845),
Benedikt Gröndal (1826-1907),
Steingrímur Thorsteinsson (1831-1913)
Matthías Jochumsson (1835-1920)
og Grímur Thomsen (1820-1896).
Derudover undersøgte jeg en stor antologi af mindre produktive digtere fra det 19. århundrede.
Disse digtsamlinger når altså over hele 1800-tallet, og kunne opdeles i perioder (undtagen Grímur). De tre førstnævnte var da noget ind i trediverne, de to følgende halvtreds.

Der er givetvis skrevet en hel del om disse digtere. Mest biografisk, noget om tekstproblemer, metaforik og farvevalg, især hos de to første, Bjarni og Jónas. Man har beskæftiget sig meget med digtenes ideologiske positioner, som jo var af stor betydning. For ligesom i andre europæiske lande var den islandske romantiske digtning meget nationalistisk. På grund af alt dette har denne digtning hersket i den islandske kulturarv helt ind i vor tid, den er stadigvæk hovedretten i folkeskolens litterære pensum. Når vi forsøger at gruppere digtene emnemæssigt, så bliver det givetvis ret groft, efter antal titler, men hverken med hensyn til volymen eller litterær kvalitet endsige gennemslag. Nationalromantisk er da en fjerdedel af Steingríms digte, en sjettedel hos Jónas og Benedikt, en tiende del hos Bjarni og Matthías, skrumper noget ind i den senere periode hos de tre sidstnævnte. Med tiden bliver der også mindre af kærlighedsdigte hos de fleste (undtagen Jónas, som kun blev 38 år gammel), de var mest en fjerdedel hos Bjarni og Benedikt i deres første periode, en sjettedel af Steingríms digte da. Naturligt nok kommer der i stedet flere nekrologdigte i digternes senere periode, fra en tiende del til halvdelen hos Bjarni (som excellerede på det feldt), steg lidt, til over en tredjedel hos Matthías, blev fordoblet til en ottende del hos Steingrímur, forblev en tiende del hos Jónas og Grímur. Benedikt kan ikke medtælles, idet han blev storproduktiv levebrødsdigter på det område.
Men det var nu ikke kun idéerne der fængslede folk, disse digtere var hverken folketalere eller artikelskrivere. Deres medium var det poetiske udtryk. Undersøgelsen gælder derfor især selve digtsproget, hvad er dets væsentlige kendetegn, som adskiller det fra almindeligt prosasprog med budskab og retorik. Fokus er på hvad der er fælles for disse digtsamlinges udtryksmåde, og hvad der adskiller dem, både indbyrdes og fra tidligere og senere digtstrømninger. Man får vel det klareste indtryk af en digters særpræg når denne sammenlignes med sine mest nærliggende kollegaer. Nærværende undersøgelse er det første forsøg på oversigt over denne digtstrømnings udtryksmåde.
Ved undersøgelsen af hyppigheden af udvalgte ord havde jeg til sammenligning en islandsk frekvensordbog, fra 1991, som undersøger nyere prosatekster fra forskellige områder. Desværre findes der ikke nogen tilsvarede undersøgelse af ordfrekvens i 1800-tallets sprog, men det er dog af interesse at se hvordan 1800-tallets digte står i forhold til vores samtids islandsk. De udvalgte ords hyppighed vurderes relativt til hver enkelt digtsamlings samlede antal ord. Målet er via denne metode at vinde et indblik i digtenes (fælles og forskellige) forestillinger og mode o.s.v., den romantiske digtnings metoder. Undersøgelsen viste at rimnød ikke kunne forklare at vi her har en langt større hyppighed af bestemte ordgrupper end i hverdagssproget. I hver gruppe er der tale om mange ord –af vidt forskellig klang og dermed rim - en snes ord om guld og ædelstene, to snese rosende ord, endnu flere farveord, over to hundrede arkaiske ord, o.s.v.
Disse ords andel af hver enkelt digtsamling er ganske lave tal (under 3%), men burde nok fordobles, eftersom selv i islandsk omkring hvert andet ord i en almindelig prosatekst ikke er betydningsbærende, men svarer til bøjningsendelser. Men alligevel ser vi at der som regel er tale om noget som kan sammenlignes med krydderi i en ret, snarere end med hovedingredienser. Til trods for udtalt religiøsitet hos næsten alle disse digtere er ord om gud, Jesu o.lign. dog kun en tredjedel af ét procent hos de fleste. Undtagelsen er præsten og nekrologdigteren Matthías (over 1% i første periode, 0,5% i den sidste). Alligevel er der mærkbare forskelle og klar tendens til formindskning i tidens løb. Ord som guld, sølv og ædelstene er blevet set som en kendetegn på denne digtning, og selv hos den digter der bruger mindst af dem (Jónas) er de tre gange hyppigere end i førnævnte frekvensordbog. Benedikt har mest, tre gange mere end Jónas, men stadigvæk er det kun en tredjedels procent af ordmassen. Ord om døgnets og årets tider er mindst dobbelt så hyppige som i frekvensordbogen, generelt fire gange flere ord om døgnets tider end om årstider. Hos de fleste er dag hyppigst, men nat og aften er dog hyppigere på Benedikt, Matthías og i antologien, alle i den tidligere periode. Sommer og forår er hyppigst hos de fleste, dog vinter hos Bjarni, som lovpriste kulde og strenghed. Orde om lyde var mindst to gange hyppigere i digtsamlingerne end i frekvensordbbogen, og ord om stilhed og lave lyde generelt dobbelt så hyppige som om høje lyde, igen er Bjarni undtagelsen, støjende, og Jónas har næsten ligevægt, Hvad gælder undersøgelsen af farveord og rosende ord, så begrænses undersøgelsen til noget så håndgribeligt som adjektiver. Givetvis kan man på andre måder tilkendegive farveforskelle, og der findes en hel del almindelig rosende udtryk, som ikke indeholder rosende adjektiver. Det må være indlysende at man ikke kan lave en udtømmende optælling af alle sprogets vendinger på et sådant område. Men denne begrænsede ordtælling viser dog f.eks. at rosende ord er fem til otte gange hyppigere i digtsamlingerne end i førnævnte frekvensordbog.
Digterne bestræbte sig tit på at nå ”et ophøjet sprog”. Og en af de mest virksomme metoder for at opnå det, var arkaïsering. Derfor brugtes det gamle edda-ordforråd. Det satte et højtideligt præg på digtene, gjorde det klart for læseren at han sad og læste “rigtig poesi”. Jeg fandt gradvis frem til at der brugtes lidt over 220 ord fra det gamle ordforråd. Der er tale om et klart afgrænset ordforråd, alle som kan islandsk, genkender dette arkaiske digtsprog umiddelbart. Men selvfølgelig kontrollerede jeg det mod alle de væsentligste islandske ordbøger, og nogle ord måtte udelades fra listen, eftersom de var blevet optaget i det islandske prosasprog i 1800-tallet.
Digterne brugte dette gamle ordforråd i noget forskellig grad, de fleste under en tredjedel af disse 220 ord. Og et af de vigtiste resultater bliver, at der ikke er tale om nogen særlig sammenhæng indenfor den romantiske digtning. Digterne øste hver for sig af den fælles kilde. Navneord udgør 4/5 dele, resten er nogle få adjektiver, verber og enkelte arkaïske prepositionsformer. Vikingetidens traditioner er stadigvæk virksomme (våben f.eks.), men ellers synes man især at have brugt ”poetiske” ord om de mest nærliggende, dagligdags ting.
Generelt synes man at det arkaïske ordforråd sætter ganske stærkt præg på den nationalromantiske digtning, til trods for at der kun er tale om et par procent af hele ordforrådet, hyppigheden øges efter Bjarni og Jónas. Det sank så gradvis hos de følgende digtere, efter 1900, og helt ned til ingenting under den første verdenskrig. Hyppigheden falder i de romantiske digteres senere periode, også hos de første, i og Jónas.
Farver bruges mest af Jónas, Benedikt og Steingrímur, og igen mest på første periode hos de to sidstnævnte. Digtsamlingernes farveord er tredobbelt til ottedobbelt hyppigere end i frekvensordbogen, hvor sort dominerer. I digtsamlingerne er det hvid, lys og lign., der udgør en tredjedel af alle forekomsterne, mest brugt om himmelske fænomener, sol, stjerjer og lign, ogrå om kvinder, mens blåt udgør en femtedel af forekomsterne, hvoraf en tredjedel beskriver himmelen, og en anden tredjedel hav, vand, og lign. De mørke farver er kun halvt så hyppige som de lyse, de bruges om truende skyer og mørk himmel, sjældnere om landskab og mennesker. Andet er endnu mere forventeligt, grøn (en tiendedel) om vegetation, gylden (en femtendedel) om ting, gråt om tåge, sten o.lign, rød om ild, solskin, måne, skyer og ling. De to sidste udgør hver for sig en tyvende del af forekomsterne, blandede farver forekommer næsten ikke. Der er altså tale om nogle få, rene farver som mest passer til den islandske natur, men også nogle gange bruges for at skaqbe stemning.
Digtord. Endnu et digterisk særpræg bliver fremtrædende med denne strømning. Det er dannelsen af nye ord som er særlig malende, præcise, sammensatte af billedlige led. Jeg samlede et par hundrede ord, som jeg så kontrollerede i tilgængelige ordbøger, og dermed skar ned til godt 200 ord, som må formodes at være digternes nydannelser. Disse ord er jo også hele små digtværker i sig selv. Det viste sig at hvad enkelte elementer angår, er en syvende del lavet med sølv, halvt så mange med guld, en tiende del med blå, lidt over halvt så mange med sol.
Jeg har fundet frem til at denne slags orddannelse længe har eksisteret, i det mindste siden 1600-tallet. Men den kommer stærkt på mode først og fremmest I 1800-tallets første del, sandsynligvis inspireret af Eddadigtene, og præges af den første digter, Bjarni Thorarensen. Han har en femtedel af forekomsterne, Jónas en tiendedel, mest fra sinde sidste fire år, efter Bjarnis død, som har neærmet ham dennes digtsprog. Men derefter præger også dette fænomen digterne især i deres første periode. Steingrímur har næsten en tredjedel af alle forekomsterne, det er dog samme procentdel som hos Bjarni. Benedikt, Matthías og Grímur har langt mindre. I antologien forekommer dette til gengæld især efter 1870.
Metaforer
Man må efter bedste skøn udvælge til undersøgelse de metaforer i digtsamlingerne, som ikke synes at være helt fortærskede og del af dagligsproget. Jeg har således samlet omkr. 2600 metaforer fra alle digtsamlingerne, grupperet dem i henholdsvis personifikationer og primært analogiske eller sanselige metaforer, og analyseret deres sagled og billedled, som jeg så fordelte på 8 domæner (menneskeligt, menneskeskabte ting, dyr, planter, jord, hav, himmel og abstrakta). Derefter undersøges bl.a. fordelingen i de enkelte digtsamlinger.
Personifikationer udgør i gennemsnit en fjerdedel af metaforerne. Men der er store udsving, i antologien efter 1870 er det næsten halvdelen, hos Jónas og Steingrímur næsten to femtedele. Dette sætter stærkt præg på disse digtsamlinger, gør naturen o. a. menneskelig. Mest personificeres himmelske fænomener, sol, måne, stjerner, o.s.v., en fjerdedel af personificeringerne. Jordiske fænomener er næsten lige hyppige, mend floder, bølger og lign. Er de sjettedel. Andet er langt sjældnere, vegetation og ting lidt mere end en tyvende del hver for sig. Hyppigst blev personificeret: Island, sol, bæge, hav, fjæld, vind, blomst, vand og nat. Deres gøren og landen pæges af ømhed og kærtegn (tit naturens moderlighed) i hvert andet tilfælde, mens neutrale og negative er lige hyppige, f. eks. græder, stønner, flygter, dør. Hos Jónas, Benedikt og Steingrímur er ømhed langt over gennemsnittet.
Analogiske metaforer udgør fire femtedele af resten, det er samme forhold som hos symbolisterne senere hen. De forbinder som regel vidt forskellige ting som at sammenligne livet med en dag, alderdommen med aften. I sanselige metaforer forekommer naturligvis ikke abstrakta, de henviser næsten aldtid til synsfornemmelser, mens hos symbolisterne en femtedel af sanselige metaforer henviste til hørsel og lidt til andet.
Metaforernes sagled (det der henvises til) er for halvdelens vedkommende abstrakta, mens en sjettedel er mennesker og deres legemsdele. Himmelske fænomener har næsten samme hyppighed, ting en tiende del, jordiske halvt så hyppige, og hav, dlod og lignende lidt sjældnere endnu.
Billedled er i ro femte del manufakter, bolig, møbler, redkaber.Himmelske fænomener er en femtedel, mens flod, bølger og lign. Udgør en ottende del, levende væsener og vegetation en tiende del hver, jordiske fænomener og legemsdele er halvt så hyppige. Metaforer bruges altså fortrinsvis for at bringe abstrakta og naturfenomæner ind i den menneskelige sfære, både for at omtale dem som mennesker, men især som nærliggende ting, redskaber og lignende. Mindre traditionelle fænomener viser sig også. I slutningen af 1800-tallet, bærer metaforer undertiden præg af moderne teknologi, stålkonstruktioner, undesøiske telefonkabler, o.s.v., ligesom digterne somme tider viser stor originalitet i brugen af ældre stof. Men det sker kun undtagelsesvis. Et hovedtræk ved denne digtning er, at den ikke går efter originalitet, men snarere efter folkelighed, at nå til publikum på et digtsprog det kunde genkende, og på det grundlag samordne digtets elementer til en virksom helhed.
De to første digtere, Bjarni og Jónas, former den romantiske tradition som senere digtere så følger i hovedtræk. Selvfølgelig er der altild tale om stærk international påvirkning, ikke bare dansk, men også tysk, engelsk og fransk.
Undersøgelsens sidste del er så mere eller mindre alsidige analyser af 6´7 udvalgte digte af hver digter, hvor der undersøges hvordan de forskellige elementer (fortælling eller skildring, ordvalg, rim, rytme, o.s.v.) samordnes i et digt. Det er især tale om de digte der mest har været opskattet i tidens løb, men også om nogle mindre kendte. Her fremtræder digte som forbinder skildringen af land og folk i skarpe øjebliksbilleder, det er i sandhed nationalromantik. Men dertil kommer især Bjarnis nuancerede menneskeskildringer i de nekrologdigte der blev hans forte. Ligesom Matthías konkretiserer han i høj grad abstrakta. Benedikt excellerer i naturskildringer og humor, Grímur adskiller sig ved folklore og især historiske skildringer, sem levendgør kendte historier uden forandringer eller omfortolkninger.

tilbage