Modernismen
i islandsk litteratur 
tilbage
I dette arbejde (fra 1990) omhandles de fleste islandske litteraturværker som er blevet karakteriseret som moderistiske. Digtes metrum har intet med det at gøre. Her diskuteres og forkastes derfor den opfattelse at såkaldt ”fri form,”, prosadigte og frivers er kendetegn på modernisme. Faktisk kom prosadigte på mode internationalt i 1760erne, og igen midt i 1800-tallet, mens frivers blev mode i 1800tallets sidste kvartal. Prosadigte, kendes på islandsk før 1900, men kom på mode omkring 1920. De adskiller sig ikke fra andre samtidens digte undtagen i at de ikke følger regelmæssig rytme, alliteration eller rim. Deres digtsprog, inkl. billedsprog og metaforer, er som regel traditionelt, og de domineres af rationel fremstilling. Tit er de allegoriske, og ligger meget tæt op ad de ”kunsteventyr”, som dengang var mode. Frivers adskiller sig fra prosadigte ved opdeling i meningsfyldte linier, de er også som regel modernismen uvedkommende, ligeledes såkaldt ”centrallyrik”, for den falder som regel under rationel fremstilling, centreret om én ting. Så lidt som metrum har med modernisme at gøre, har tankeindholdet det endnu mindre, man kan ikke kalde et litteraturværk modernistisk fordi det domineres af en bestemt indstilling, ensomhed eller den opfattelse at livet er meningsløst. Slige tanker er fremkommet i litteratur på forskellige tidspunkter og i forskellig form, men her handler det om en litterær strømning, og derfor om litterær fremstilling, ikke om idéer.
Modernismen viser sig især i usammenhængende, brudt fremstilling, og da synes friverset ”Sorg” af Jóhann Sigurjónsson at være det første modernistiske digt på islandsk. Det er lavet i 1908-9, og springer mellem modsætninger i billeder af stille velvære på den ene side, kaos og ødelæggelse på den anden. Forbindelsen ligger især i det ophøjede digtsprog og -billeder (hentet fra Johannes åbenbaring) og i fortællerpersonen. Et årti senere lavede Jón Thoroddsen ganske anderledes prosadigte, enkle hverdagsfortællinger på overfladen, men også her brudt, ulogisk, modsætningsfyldt. Norskeren Sigbjørn Obstfelder synes at være et nærliggende forbillede. Jóhann Jónsson fulgte den populære ”O, Mensch” ekspressionisme i tyvernes Tyskland, hans ”Söknuður” har særprægede billeder, men logisk sammenhæng. Det gælder i endnu højere grad om Sigurður Nordals prosadigt ”Hel ”fra 1918, og Þórbergur Þórðarsons digtparodier fra første verdenskrig har kun titelen “Futuristiske aftenstemninger” til fælles med tidens modernistiske strømninger, hvad digteren jo rigtignok selv fremhævede. Til gengæld præges Halldór Laxness digte fra tyverne af modernistisk ekspressionisme i deres stilbrud (tit humoristiske) og i usammenhængende sætniner. Endnu længere går han i 5-6 digte fra 1926-7. De er uforståelige, fordi de sammenstiller ord eller sætninger som ikke kan passe sammen. Her viser sig utvetydigt den surrealistiske indflydelse som Laxness selv henviste til. Selv om det er en lille tekstmængde, er det soignerede digte, og var en stor nyhed i islandsk litteratur. Og de satte varigt præg på Laxness værker, især fra og med Salka Valka (1931-2).
I islandsk prosa dukker modernismen op kort efter den første verdenskrig. Det første værk af den slags er Þórbergur Þórðarsons Brev til Laura fra 1924. Det har en påfaldende lighed med franske surealisters prosaværker fra samme periode, i det at fremstillingen er meget subjektiv og foranderlig i form, en blanding af essays, bekendelser , efterligninger af folkesagn og meget andet, med pludselige spring fra det ene til det andet. Litterær indflydelse synes dog at være udelukket. Til en vis grad præges Laxness roman fra 1925; Den store Væver fra Kasmir af lignende modsætninger, og der er også andre særheder, uoversatte fraser på fremmedsprog, henvisninger til lidt kendte kunstværker, bl.a., men ellers er denne roman for det meste traditionel (ligner Aldous Huzleys samtidige romaner), og stilistiske modsætninger er der i mellem kapitler, ligesom i Þórbergur Þórðarsons Brev til Laura. Men fra og med tredivernes begyndelse er disse stilmodsætninger overalt i teksten, det er først og fremmest modsætninger mellem fortæller og romanpersoner. De sidste er ved første blik skabt enligt den realistiske tradition, med hver deres særtræk i sprog og gebærder. Men de er som regel meget overdrevet skildret, karikaturer eller idealiserede. Fortælleren er meget fremtrædende og fremmed over for de skildrede omgivelser, med en verdensmands anskuelser og ironiske sprogbrug, langt trukne sammenligninger, bl.a. Denne er således ganske forskellig fra 1800-tallets anmassende romanfortæller, som repræsenterer en slags vox populi, almene anskuelser. Begge disse kendetegn på Laxness romaner de næste årtier er kendt fra ekspressjonismen, og jeg ser disse stiltræk som en fortsættelse af førnævnte kendetegn på Laxness. digte fra tyverne. Laxness romaner må således karakteriseres som mere moderne efter Den store Væver, men i det hele følger de dog logisk fremstilling i deres plot. De samme kendetegn, modsætninger mellem fortæller og pereoner, præger også Halldór Stefánssons ekspressionistiske noveller fra tredivernes første halvdel.
Der kom ellers en afbrydelse i den modernistiske litteraturstrømning midt i trediverne. Selv frivers og prosavers blev opgivet i den populistiske strøm som i socialrealismens navn fik stor udbredelse. Det er først under anden verdenskrig som modernismen optræder igen, i spredte smådigte af Steinn Steinarr, som senere blev samlet i digtcyklussen Tíminn og vatnið. Her hersker surrealismen i foreningen af uforenelige ting, den væsentligsete forbindelse er stemningen. Dette er af samme slags som Halldór Laxness digte fra 1927, men er et betydelig omfangsrigere værk, som gradvist vandt stor udbredelse..
Der er ikke megen modernisme i de udskældte “atomdigternes” frivers, undtagen hos Hannes Sigfússon, som lavede lange digtcykler i 1949, 1951 og 1961. Her ser man godt nok ikke førnævnte modsætningsfyldte udtryk som prægede Laxness og Steinn Steinars digte. Men der er store modsætninger mellem enkelte vers og linier i stil, selv om det traditionelle digtsprog får læserne til at fornemme det hele som digt. Helheden er uden sammenhæng, Man kan ikke se indenlandsk påvirkning, men den er iøjnefaldende fra T.S. Eliots The waste Land, ligesom i Matthías Johannessens Hólmgönguljóð (1958), hvor forskelligartede brudstykker kædes sammen i et helhedsbillede af den moderne åndelige verden. Fra samme periode kan der også nævnes Jónas Svavárs modsætningsfyldte smådigte.
Midt i 1900-tallet fremkommer også Thor Vilhjálmsons første prosaværker, som bærer lignende ekspressionistiske træk som fremkom i trediverne; langt trukne sammenligninger, korte afbrudte sætninger, billedlig fremstilling. Personerne er arketypiske og teksterne svære at forstå rationelt. En slig forståelse bliver da også nogle gange udelukket ved endeløse kæder af unegribelige forklaringer, senere ved endeløse kæder af billedlige sammenligninger som går hver i sin retning. Begge dele får fortællingen til at gå i stå. Teksterne er overhovedet meget billedlige, opløses i øjebliksbilleder. Bevidsthedsstrøm forekommer også. Alt dette kendetegner også den suite af store romaner som Thor udsendte fra 1968 af. De er meget varierede, også i stil, , så der ikke kan findes noget sammenhængende plot, forbindelsen ligger snarere i tvangstankeagtige, dramatiske billeder. Bevidsthedsstrøm kendetegner også nogle korte fortællinger af Jón Óskar og Geir Kristjánsson i 1950erne. Steinar Sigurjónsson udsendte den første islandske modernistiske roman, ástarsaga (kærlihghedshistorie) i 1958, hvor teksten springer imellem forskellig personers bevidsthedsstrøm, i islandske almuefolks talesæt og tankeverden. Resultatet bliver en slags helhedsbillede af deres liv, ligesom i Guðbergur Bergsons Tómas Jónsson metsölubók (TJ bestseller), hvor logisk plot forsvinder tl fordel for fortællerens usammenhængende bevidsthedsstrøm, et farverigt og dog mørkt billede af hans samfund og kultur. Personerne er arketypiske, ligesom hos Thor, men mere karikaturagtige, i stil med Halldór Laxness. Pétur Gunnarsson skrev en suite meget populære samtidsromaner sidst i 1970erne, som kendetegnes af førnævnte ekspressionistiske træk i afstanden mellem fortæller og personer. Árni Larsson følger også den ekspressionistiske metode, dog med indblanding af sjældne surrealistiske sætninger, hvor uforenelige ting forbindes. Svava Jakobsdóttir skrev en række noveller om kvinders hverdagsliv, hvor absurde begivenheder giver en allegorisk mening, derved falder de udenfor modernismen i deres logiske forståelighed. Einar Guðmundsson følger en lignende metode som Guðbergur i sine kollager af forskelligartede tekstbrudstykker.
I digte finder vi sporadisk surrealisme sammen med ekspressionistiske stilbrud hos Jóhann Hjálmarsson, Baldur Óskarsson og Megas i 1960erne, men den får en betydelig tilvækst i 1980rne, især hos Medúsa-gruppen.
Modernismen fremkommer i islandsk litteratur i det meste af 1900-tallet. Men der er til hver en tid tale om ganske få forfattere, hvilket forklarer at den kunde stort set forsvinde under den socialrealistiske dominans i 1930erne og 1970erne, og den nationalistiske dominans i årene efter den anden verdenskrig. Mest fremtrædende er ekspressionismen, i nogen grad surrealismen (fra midten af tyverne), men også andre strømninger forekommer. Det er iøjnefaldende, at der kun meget sent (fra 1970erne af) kan tales om en egentlig national sammenhæng, endnu en gang viser det sig, at den islandske litteratur først og fremmest er en del af verdenslitteraturens strømninger.